
Om dette arrangement
Forstadsmuseets Historievogn: Brøndby under Besættelsen
Gå på opdagelse i livet i Brøndby under Besættelsen og få historier om kreative husmødre i en rationeringstid, våbenproduktion, nazister og modstandskamp.
Fra midten af januar kan du opleve Forstadsmuseets historievogn med en udstilling om Brøndby under Besættelsen 1940-45. Ude i den store verden rasede Anden Verdenskrig, mens Danmark var besat af tyskerne. Det påvirkede livet i Brøndby, både for modstandsfolk og for nazister, men også for de helt almindelige borgere der forsøgte at få hverdagen til at fungere i en tid med rationeringer og usikkerhed.
Historievognen rummer to udstillinger. Den ene side er indrettet som et køkken under Besættelsen. Her kan du gå på opdagelse i, hvordan husmødrene måtte være kreative i en tid med varemangel. Det var også ofte i køkkenerne modstandsarbejdet foregik. Her blev der fremstillet illegale aviser og håndgranater og gemt våben.
Den anden side er et tysk kort over Brøndby fra Besættelsestiden. Her kan du læse om nogle af de dramatiske begivenheder, der skete i Brøndby og tage på stjerneløb ud i byen til dér, hvor det skete. Der blev både sprængt fabrikker i luften, etableret en nazistborg og foretaget likvideringer.
Fra d. 16. januar til 26. februar står Historievognen ved Kulturhuset Kilden, Nygårds Plads 31, Brøndby. Der er ikke adgang ind i vognen, da udstillingen skal ses udefra. Til gengæld er udstillingen ”åben” døgnet rundt og lyser fint op i vintermørket.