Reglement for booking af lokaler i Kulturhusene
Brøndby Kommune har to kulturhuse:
- Brønden, Brøndby Strand Centrum 60, 2660 Brøndby Strand, tlf. 4328 2000
- Kilden, Nygårds Plads 31, 2605 Brøndby, tlf. 4328 2000.
Hvem kan booke
- Foreninger
- Erhvervsvirksomheder
- Enkeltpersoner (myndige)
- Øvrige almennyttige organisationer
- Offentlige ikke-kommunale virksomheder
- Uddannelsesinstitutioner
Foreninger der er godkendt i henhold til Folkeoplysningsloven og Serviceloven, grundejerforeninger, boligorganisationer, politiske organisationer og offentlige institutioner, der er hjemmehørende i Brøndby Kommune, kan efter ansøgning få stillet lokaler vederlagsfrit til rådighed, hvis aktiviteten har et alment, kulturelt, oplysende eller pædagogisk sigte.
Foreninger udover ovennævnte kan efter ansøgning få stillet lokaler vederlagsfrit til rådighed i kulturhusene til enkelte arrangementer/møder, hvor der ikke opkræves entré.Foreningen skal kunne dokumentere, at der er tilknytning til Brøndby Kommune.
Erhvervsvirksomheder i Brøndby Kommune, offentlige ikke-kommunale virksomheder samt uddannelsesinstitutioner kan leje lokaler efter de gældende takster, dog ikke til kommercielle formål.
Vilkår for bookingen
- Lokalerne er tilgængelige for booking mandag til lørdag mellem klokken 8-23.
- Ønskes lokaler uden for husenes almindelige åbningstid (man.-tor 8-20, fre 8-19 og lør 10-17), skal der indlejes tekniker, eller ønskes der hjælp af teknisk servicepersonale til fx opstilling, skal der ansøges senest 5 uger inden.
- I perioder med reduceret åbningstid – fx i skolernes sommerferie samt mellem jul og nytår – kan der kun bookes lokaler i husenes åbningstid.
- Foreninger, der har faste aktiviteter i husene, har mulighed for at benytte nøglekort, hvis aktiviteterne ligger uden for den almindelige bookingperiode. Foreningen er i disse tilfælde ansvarlige for ikke at lukke andre ind i husene.
Sådan booker du
Booking af lokaler til enkeltstående arrangementer/møder sker via Brøndby Kommunes foreningsportal www.brondby.dk/foreningsportal eller ved henvendelse til det pågældende kulturhus.
Booking af lokaler for en samlet sæson (august - juni) sker i januar, også via foreningsportalen www.brondby.dk/foreningsportal. I forbindelse med booking af lokaler for en samlet sæson kan en forening m.v. kun få stillet lokaler til rådighed til samme deltagerkreds max 1 dag om ugen. Kulturhusene forbeholder sig ret til at aflyse enkeltdage i sæsonaftaler. For at undgå evt. aflysning kan flytning til andet lokale forekomme.
Opstilling af borde og stole
For mødelokalerne gælder det, at hvis der ønskes en anden opstilling end standardopstillingen, skal brugeren selv sørge for opstilling/flytning af borde og stole, ligesom opstillingen skal bringes tilbage til standardopstillingen efter arrangementet. Ved booking af bevægerum samt salene indskrives ønsker til opstilling i selve bookingen.
Benyttelse af kulturhusenes lys- og lyd- og av-udstyr
Det er gratis at benytte husenes lys-, lyd- og av-udstyr. Som standard er det muligt at benytte front-belysning, forstærkning af 1-2 talere og projektor/lærred.
Ved ønsker om benyttelse af huset lyd og lystekniske udstyr ud over standard, skal der hyres en godkendt tekniker – omkostningen til dette af-holdes af den bookende forening/organisation. Huset har mulighed for at formidle kontakt til god-kendte teknikere. Man er også velkommen til selv at finde en tekniker, denne skal dog godkendes af husets personale.
Yderligere vilkår
- Den bookingansvarlige hæfter for skader, der under benyttelsen forvoldes på lokaler og inventar.
- I forhold til forplejning til arrangementer mv., følges til enhver tid gældende retningslinjer på området. De kan ses her:
- Kulturhusene hæfter ikke for arrangørens eget udstyr
- Kulturhusenes personale vejleder efter aftale i brug af husenes faciliteter
- Tobaksrygning inkl. e-cigaretter er ikke tilladt
- Dyr har ingen adgang – dog undtaget servicehunde
- Lokalerne kan ikke benyttes til afholdelse af loppemarkeder
- Lokalerne kan ikke benyttes til private fester, foreningsfester o.lign., men der kan ansøges om lån af lokaler andre steder i Brøndby Kommune til dette. Ansøgning om dette skal fremsendes til Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningens email: kulturidraet@brondby.dk