Brøndbys borgere låner bøger i lånte genbrugsposer

18.02.20
Hos Brøndby-Bibliotekerne er det blevet endnu mere bæredygtigt at låne bøger. Siden august sidste år har flere end 1300 lånere båret deres biblioteksbøger hjem i LÅNEPOSEN – en miljøvenlig og genanvendelig pose lavet af omsmeltede plastikflasker.

På biblioteket deler vi i forvejen viden, oplevelser og bøger med hinanden. Hos os låner borgerne i stedet for at købe, og tanken om at dele er også drivkraften bag det nye tilbud. Hver gang LÅNEPOSEN bliver lånt ud, mindsker vi sammen forbruget af plastik, passer på naturen, dyrelivet og hinanden.

LÅNEPOSEN er lavet af omsmeltede plastikflasker og udstyret med en chip, så den kan lånes på bibliotekets selvbetjeningsmaskine. Hurtigt og nemt, som du kender det fra lån af bøger og andre materialer.

Ideen bag posen
De første tanker om LÅNEPOSEN kom på bordet i starten af 2019 hos Brøndby-Bibliotekerne. Initiativet udspringer af spørgsmålet om, hvordan vi som bibliotek kan være med til at sikre en grønnere fremtid. Indtil da tilbød vi gratis plastikposer til vores lånere, så en reducering plastikforbruget var et oplagt sted at starte. Og så var vi jo heldige, for mens de store supermarkeder arbejder med at sætte pant på poser, var løsningen med en chippet lånepose allerede en del af vores "dele-dna".

Inspiration og videndeling
I processen kiggede vi selvfølgelig rundt i landet, her kunne vi se, at andre biblioteker også arbejdede med grønne poser. F.eks. faldt vi over Boomerangposer i Skanderborg, der er poser fremstillet af lokale frivillige, der udelukkende har brugt genbrugsmaterialer. Så man kan sige, at LÅNEPOSEN er Brøndby-Bibliotekernes bud på en genbrugspose og vores bidrag til et spirende arbejde med genbrugsposer på biblioteker landet over. I forbindelse med chipning af LÅNEPOSEN oplevede vi også styrken af videndeling på tværs af bibliotekerne i Danmark. Generelt er bibliotekerne rigtig gode til at inspirere og dele med hinanden – og det har vi også selv mærket. Vi har fået mange henvendelser fra kollegaer, der spørger ind til vores erfaringer med LÅNEPOSEN og selv ønsker at igangsætte et lignende tilbud. 

Hjerter og thumbs up
Reaktionerne fra borgerne i Brøndby har været fyldt med hep, grønne hjerter og thumbs up på de sociale medier. Det er også blevet til en masse positive snakke i biblioteksrummet, og det har været fantastisk at se vores lånere tage det grønne initiativ til sig med åbne arme. I løbet af den første måned blev LÅNEPOSEN lånt ud mere end 230 gange, og her små 6 måneder efter lanceringen har posen været lånt ud mere end 1300 gange. Kun to stk. af de sorte statementposer er blevet kasseret og affaldssorteret.

Kontakt

Brøndby Kommune