Historier i højhuset

28.08.19
I maj måned havde Forstadsmuseet fokus på Brøndby Strands højhuse i forbindelse med den kommende nedrivning af de fem af højhusene. Vi havde været så heldige at få lov at låne to højhuslejligheder i Albjergparken nr. 1 af boligselskabet PAB. I samarbejde med Brøndby Strand Projektet og frivillige beboere fra området, blev det til en hel måned med spændende arrangementer i højhuset under titlen Historier i Højhuset.

Af Katrine Wacherhausen Huusom og Lisbeth Hollesen, museumsinspektører ved Forstadsmuseet
Foto: Robert Hedel, Folkebladet

Lejligheden på 1. sal blev udsmykket med to forskellige udstillinger: den ene en bannerudstilling om Brøndby Strands højhuses historie og den anden en fotoudstilling, ”Hele verden lige her”, skabt af børn og unge fra bydelen. I hele lejligheden kunne man på vægge og skabslåger læse citater fra tidligere og nuværende beboere i området. På 15. sal fik lejligheden lov at stå som den var med sin imponerende udsigt. I løbet af måneden blev der afholdt forskellige offentlige arrangementer. To søndage holdt vi åbent hus i lejlighederne, hvor man kunne komme og se udstillingerne og få sig en snak og en kop kaffe med et par af beboerne. 

Begge gange havde vi over 100 besøgende. To gange kunne man komme til foredrag med Forstadsmuseet, og endelig kunne man komme til foredrag med forskellige personer med særlig tilknytning til Brøndby Strand.Vi var så heldige at få besøg af forsangeren fra Outlandish, Isam B., politikeren Mattias Tesfaye, og hele to gange lagde kunstneren Martin Bigum turen forbi lejligheden i Albjergparken.

Til foredragene var der plads til 30 gæster. I alt havde vi altså i løbet af maj måned omkring 500 besøgende fra nær og fjern, der alle gik begejstrede derfra, men som også var bedrøvede over, at fem af højhusene forsvinder. Derudover var der også en række eksterne, der bookede ture og rundvisninger foruden, Historier i Højhuset nåede at komme med i TV2 Lorry, to gange i Politiken, Kulturen på P1 samt flere gange i Vestegnen og Folkebladet. 

Så alt i alt var det en forrygende måned, og efterfølgende har efterspørgslen på flere arrangementer i højhuset været stor. Derfor gik vores Fyraftensrundvisning i august måned til højhuset i Albergparken. Mange måtte gå forgæves, da rundvisningen hurtigt blev booket, og derfor arrangerede vi en ekstra, ligesom vi af samme årsag også har planlagt at holde åbent hus til Kulturnatten 2019.

 

 

Kontakt

Brøndby Kommune