Brønden

Meyers Madhus åbner ny café i Brønden: Et nyt samlingspunkt i Brøndby

11.09.25
Fredag den 7. november kl. 11-13 slår Meyers Madhus dørene op til deres nye café i Kulturhuset Brønden.

Brøndens nye café får navnet Brønden & Bønnen og skal danne ramme om gode smagsoplevelser, fællesskab og hverdagsmøder mellem Brøndbys borgere.

Ved åbningen inviterer Meyers Madhus, Brøndby Kulturhuse og Biblioteker samt Kulturudvalget i Brøndby alle interesserede til at kigge forbi. Der vil være taler, musikalske indslag og naturligvis mulighed for at prøve lidt smagsprøver.

”Hvor er det dejligt, at vi nu kan sige velkommen til Brønden & Bønnen i Brønden. Ambitionerne passer perfekt til vores værdier om fællesskab, hvor vi mødes på tværs af generationer og livsvilkår. Jeg håber, at mange vil kigge forbi og være med til at skabe liv og gode oplevelser sammen med os og hinanden,” siger borgmester Maja Højgaard.

Med åbningen af Brønden & Bønnen vender cafélivet tilbage til Kulturhuset Brønden, og det vækker glæde hos både kulturhusets ledelse og samarbejdspartnerne.

”Brønden er et kulturhus, hvor mange forskellige mennesker mødes, og vi har savnet en café, som kan være et naturligt samlingspunkt i dagligdagen. Caféen bliver en del af husets puls og vil være med til at styrke fællesskabet omkring de mange aktiviteter, vi har her,” siger Syed Bukhari, formand for Kulturudvalget.

Til at stå i spidsen for den daglige drift har Meyers ansat Emma Lykke, som ser frem til at blive en del af Brøndbys kulturliv.

“Jeg glæder mig utrolig meget til at møde gæsterne og skabe et sted, hvor alle føler sig velkomne, uanset om man kommer for en hurtig kop kaffe, en frokost eller en hyggelig stund i Brønden. Vi har mange idéer på tegnebrættet og kan næsten ikke vente med at komme i gang,” siger Emma Lykke.

Brønden & Bønnen holder åbent på hverdage fra kl. 11 til 14.

 

Tags: 

Kontakt

Brøndby Kommune